Jeg har bygget en model for musikerskab, som jeg har arbejdet med og på i mange år. Grundtanken i den er at musikerskabet kan forstås som en balance mellem tre sfærer: arbejdsfeltet, det kunstneriske drive og livsvilkårene. De er til stede i enhver musikers liv. Samspillet mellem dem er afgørende for, at musikeren kan trives – både som kunstner, med en indkomst og som livsform. Ordet sfærer er valgt, fordi det er tredimensionelle cirkler, som er i konstant bevægelse og som ændrer karakter gennem livet.
Hvad dækker de så over?
Arbejdsfeltet
Arbejdsfeltet er alt det man kan arbejde med i musikbranchen, i alle genrer. Det er mere end ’branchen’ eller ’arbejdsmarkedet’. Det er alle jobtitlerne, men også konkurrencer/auditions, ansøgninger, pr, udgivelser, fundraising, sociale medier, netværk, osv. Hvert lille hjørne (ja, i denne sfære er der hjørner) har sine egne måder at gøre tingene på. Det siger sig selv, at man ikke skal kende alle mekanikkerne og logikkerne, det bliver for voldsomt og i øvrigt også unødvendigt. Men det felt du arbejder i, der skal du vide, hvordan tandhjulene hænger sammen. Du kan altid udfordre de logikker der findes, men det gør du klogest, hvis du kender dem. Der vil altid være folk, der fortæller dig, at du ikke kan klare dig uden at gøre x, y, z – men husk at overveje nøje, om de gør det ud fra deres eget hjørne eller dit hjørne.
Skal jeg sætte symbol på, må det være tandhjul, der griber ind i hinanden.
Kunstnerisk drive
Ingen vælger musikken som livsvej uden et indre drive. Det er trangen til at udøve, til at skabe, til at udforske, til at fordybe sig. Drive er den motor, der holder processen i gang – også når arbejdsfeltet er udfordrende, eller livsvilkårene er vanskelige. Uden drive ville musikerskabet miste sin gnist. Dit drive styrer dig sikkert også i en bestemt kunstnerisk retning – der er ganske enkelt noget musik der giver mening for dig at beskæftige dig med og andet, der ikke gør. Derfor er der også nogle tætte sammenhænge mellem sfærerne Kunstnerisk drive og Arbejdsfelt. Det er gennem dit drive at du finder dit hjørne i arbejdsfeltet. Din musikalske retning kan naturligvis ændre sig gennem dit liv og så kan det blive relevant at gen-undersøge Arbejdsfeltet.
Symbolet her er naturligvis en flamme.
So far, so good. Hvis du har mødt sweet spot modeller, ikigai eller bare en lektion omkring entreprenørskab for musikere – så har du haft fat i dette. Det, vi ikke taler så meget om (endnu), er den sidste sfære, nemlig Livsvilkår.
Livsvilkår
Krop, psyke, relationer og de ydre rammer udgør livsvilkårene. Hvor gammel er du, hvilket køn, har du børn eller ej, er du født ind i musikerkredse? Hvem er dine venner og din familie? Hvordan er dit helbred, fysisk eller psykisk? Er du (eller nogle af dine) neurodivergent og er ADHD, ADD, autisme eller andet del af din virkelighed? Hvor bor du, by eller land og hvilken slags bolig har du? Har du penge eller gæld? Er du gravid, i overgangsalder eller ved at blive skilt?
Alt det og lignende spørgsmål har betydning for dit musikerskab. Det kan gøre det nemmere for dig at være musiker eller det kan udfordre dig. Men det er livsvilkår, så det er. Man kan ønske sig eller drømme om meget og noget kan man også lave om på. Men livsvilkår er – et vilkår.
Hvis vilkårene ikke får opmærksomhed, kan selv den stærkeste kunstneriske drivkraft blive undermineret. Symbolet for Livsvilkår er et spindelvæv, både det stærkeste materiale i naturen men også fælt ubehageligt at blive fanget i.

Balancen
De tre sfærer griber ind i hinanden. Drive uden arbejdsfelt bliver privat og isoleret. Arbejdsfelt uden drive bliver tomt og udbrændende. Livsvilkår uden balance kan undergrave begge dele.
Et langtidsholdbart musikerskab kræver derfor, at man hele tiden justerer og balancerer mellem de tre. Ikke for at opnå en perfekt harmoni – den findes sjældent – men for at skabe en bevægelse, hvor alle tre sfærer får plads nok til, at musikerskabet kan fortsætte med at være både meningsfuldt og muligt, gennem hele livet.
Skriv et svar